Tag Archives: kagetrend

It-kager: Whoopie pies

28 Nov

Når man taler it-kager, kan man ikke komme uden om cupcakes, popckaes og macarons. Men der er også whoopie pies, og de skal ikke undervurderes, for når du først har sat tænderne i en whoopie, så kan du lige så godt vænne dig til en ny craving. De er fine, smager skønt og så kan de laves i uanede kombinationer.

Her får I min helt egen version af en dobbel chokolade whoopie pie – mørk chokolade kage med hvid chokolade ganche! Glæder mig til at høre, hvad I synes?

Whoopie pies – det skal du bruge til dejen:

130 g smør

100 g mørk chokolade

200 g sukker

3 æg

2 tsk vaniljesukker

250 g hvedemel

40 g kakao

½ tsk bagepulver

¼ tsk natron

Sådan gør du:

  • Hak den mørke chokolade og smelt den sammen med smørret ved lav varme.
  • Pisk æg, sukker og vaniljesukker til en luftig masse, og sigt så mel, kakao, natron og bagepulver i massen og rør det sammen. Til sidst røres det hele sammen med den smeltede chokolade og smør.
  • Ved hjælp af en teske skal dejen nu fordeles på bagepapir i små kugler. Det er vigtigt, at kuglerne har nogenlunde samme størrelse. Der er dej til ca. 26 kager.
  • Bag kagerne ved 200 grader i ca. 7 minutter. Og lad dem afkøle på en rist.

Det skal du bruge til ganachen:

175 g hvid chokolade

3,5 dl fløde

Og eventuelt forskellig slags krymmel

Sådan gør du:

Begynd med at lave cremen. Kog fløden op og tilsæt chokoladen, så den smelter. Tag cremen af varmen og lad den stå koldt i ca. fire timer til den er helt kold. Pisk den kolde creme med en el-pisker til den er stiv og klar til brug. Kom evt. lidt rød frugtfarve og jordbærsmag i halvdelen af cremen, så du får nogle whoopies med hvid creme og nogle med lyserød.

Når kagerne er kolde, og cremen er klar, kan du begynde at sprøjte creme på halvdelen af kagerne, det bedste resultat opnås ved at bruge en sprøjtepose. Læg nu en kage over cremen på kagerne, så du får en lækker kagesandwich – dine helt egne whoopie pies.

Rul evt. de færdige whoopie pies i krymmel, så de bliver ekstra festlige!

Følg Cute Carbs på facebook, så går du ikke glip af nye søde sager.

Popcakes – sprøde, søde og saftige!

21 Sep

Nu har jeg endelig lavet mine egne popcakes. Det tog laaaang tid, men resultatet blev egentlig meget fint, og jeg tænker, at det bliver nemmere og nemmere for hver gang, jeg tør kaste mig ud i projekt popcakes…

Sådan gjorde jeg:

Jeg bagte først en saftig brownie – opskriften er fra bogen ”Popcakes”, Tofino Books

Brownie…
150 g sukker
1 tsk vaniljesukker
2 æg
150 g smeltet, afkølet smør
150 g hvedemel
4 spsk kakao
2 tsk bagepulver

Sådan gør du: Sukker, vaniljesukker og æg piskes indtil det bobler. Sigt mel, kakao og bagepulver og bland det i dejen skiftevis med det smeltede smør. Kagen skal bages i ca. 30 minutter ved 175 grader.

Frosting…
100 g flødeost, 180 g flormelis, 2 tsk vaniljesukker

Sådan gør du: Pisk flødeosten, flormelis og vaniljesukker sammen i en skål.

Brownie + frosting…Den afkølede brownie skal nu crumbles i en skål og røres/æltes sammen til en masse, og når du synes, massen virker sammenhængende, så skal du rulle den til små kugler. Sæt popcake-kuglerne på køl til næste dag.

Overtræk…
Ca. 400 g candy melts fås i mange farver. Jeg brugte en halv pakke blå candy melts og halv pakke lyserøde.

Og så skal du også bruge…Pynt og pinde til at sætte kagerne på.

Ja, det er en lang proces, men nu kommer det sjove…
Tag de små kager ud af køleskabet og rul dem lige igen, så de bliver helt fine og jævne. Smelt candy melts i mikrobølgeovnen – følg anvisning på posen.

Dyp cirka en centimeter af pinden i candy melt massen, og sæt den derefter i kagerne. Sæt kagerne i fryseren et par minutter, så de bliver helt kolde.

Dyp nu hele kagen i den smeltede candy melt masse, og lad kagen dryppe lidt af, mens du holder den over skålen. Hvis det er svært at få den overskydende candy melt masse af, så kan du slå nogle små slag på den hånd, du holder kagen med, så din popcake bliver fint og jævnt overtrukket.

Pynt kagerne med det, du har lyst til, mens overtrækket stadig er vådt, og lad til sidst kagerne tørre i køleskabet.

Jeg satte kagerne i flamingo, som jeg havde overtrukket med stanniol.

Selv om jeg fik brugt over tre timer på mine første popcakes, så tror jeg da, at gæsterne var lidt imponerede, så det var alle timerne værd:o)

Følg Cute Carbs på facebook, så går du ikke glip af nye søde sager.

Smukke popcakes

11 Sep

Først var der cupcakes, så kom de fine macarons, og nu er kagetrenden flyttet over på pind.  Små fine kager som alle, der elsker kager og chokolade, vil være fan af. Jeg er selv megafan af popckaes. De er søde, nuttede og så smager de helt fantastisk lækkert.

Jeg har ikke prøvet at lave dem endnu, men i næste weekend skal jeg holde 30 års fødselsdag, så det er måske en meget passende lejlighed til at teste de dekorative popcakes:o)

Dem på billedet spottede jeg til Copenhagen Fashion Week i august.

Tjek Lige denne Youtube-video, som er en supergod guide til at lave popcakes